Sprængstof lukkede genbrugsplads

Genbrugspladsen på Energivej i Nykøbing Falster måtte lukke ned og kontakte beredskabet mandag. En borger havde indleveret en pose med potentielt farligt indhold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Personalet på REFAs genbrugsplads på Energivej i Nykøbing Falster opdagede mandag, at en borger havde afleveret en mistænkelig pose som farligt affald. Mistanken lød, at der kunne være sprængstof i posen.

Det fik dem til at slå alarm og lukke pladsen klokken 9.30.

- Når der bliver indleveret noget, hvor vi har en mistanke om, at det kan være farligt, så lukker vi genbrugspladsen og tilkalder beredskabet, siger Kenneth Prehn, der er kommunikationskonsulent hos REFA.

Både politi, Lolland-Falsters Brandvæsen og Ammunitionsrydningstjenesten blev tilkaldt. Ved deres ankomst konstaterede man, at det var noget gammelt sprængstof, der var blevet indleveret.

- Borgeren havde indleveret noget gammelt aerolit, som er noget man har brugt til at sprænge træstød og stubbe væk med, siger Johnny Rasmussen, der er indsatsleder hos Lolland-Falsters Brandvæsen.

Den mistænkelige pose indeholdt sprængstoffet aerolit.
Den mistænkelige pose indeholdt sprængstoffet aerolit. Foto: Claus Hansen - Folketidende-Gruppen.

Han fortæller, at det blev vurderet, at posens indhold umiddelbart er ufarligt, fordi det ikke kan sprænge selv. Derfor kunne man allerede genåbne genbrugspladsen klokken 11.30.

Posen blev låst i en container, hvor Ammunitionsrydningstjenesten skal hente den, så indholdet kan blive destrueret.




Nyhedsoverblik