Salget af grønne biler fortsætter med at vinde frem i Danmark.
I oktober har grønne biler udgjort 43 procent af det samlede bilsalg. Det er mere end en fordobling, når der sammenlignes med samme måned sidste år.
Det oplyser De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.
Vi har stadig en stor udfordring for de bilister, der bor i etageejendomme
- Salget af grønne biler fortsætter på et højt niveau, og det er ved at blive en naturlig del af danskernes hverdag at køre på strøm, siger Mads Rørvig, administrerende direktør i De Danske Bilimportører.
- Dog er indregistreringer af nye personbiler i Danmark generelt gået tilbage i forhold til sidste år, hvilket skyldes den globale forsyningskrise, der også smitter af på bilindustrien, siger han i pressemeddelelsen.
Svært at lade, hvis man bor i lejlighed
Samlet er der i oktober blevet indregistreret 12.665 personbiler. Det er et fald på 16 procent i forhold til oktober sidste år.
I oktober i år er der solgt 5409 nye grønne biler. Ud af det samlede bilsalg har elbiler udgjort 17 procent og plug-in-hybrider 26 procent.
Det vil sige, at salget af grønne biler tilsammen har udgjort 43 procent af det samlede bilsalg. I oktober sidste år var andelen blot 18 procent.
Hvis grønne biler skal kunne blive ved med at vinde indpas herhjemme, stiller det ifølge bilimportørerne store krav til infrastrukturen for opladning.
- Langt de fleste danskere kan nemt lade deres bil op hver nat hjemme i garagen. Men vi har stadig en stor udfordring for de bilister, der bor i etageejendomme og dermed ikke har samme mulighed.
- Her er det nødvendigt, at beboerforeninger, arbejdspladser og kommuner virkelig sætter turbo på at få opsat ladestandere, så der bliver opladningsmuligheder for alle, siger Mads Rørvig.
I sidste uge indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om ladestandere.
Med aftalen får kommuner og regioner mulighed for at medfinansiere ladestandere på offentlige arealer, hvis private aktører ikke har budt ind på opgaven.