Radikales Troels Brandt har nu åbent besluttet sig for at gå efter at overtage borgmesterstolen i Slagelse Kommune efter siddende borgmester John Dyrby Paulsen (S).
I Slagelse Kommune har der gennem flere perioder været store stridigheder mellem Socialdemokratiet og Venstre. Det har skabt spændinger i byrådet. Blandt andet er det ikke i de seneste år lykkedes at samle sig om et bredt forlig, når budgetterne skulle forhandles.
Nu håber Troels Brandt, at han er den rigtige til at samle tropperne.
- Nogen skal tro på det, og nogen skal sige, at hvis vi skal lave nogle bedre resultater og gøre noget, der er anderledes. Så kræver det måske i virkeligheden også en anderledes person på den helt centrale plads – altså borgmesterpladsen, siger han.
SF bakker op
SF og Radikale står i valgforbund sammen, og hos SF kommer Troels Brandts udmelding ikke bag på Jørgen Grüner.
Faktisk kunne han godt være klar til at støtte op om Troels Brandt som borgmester - hvis altså ikke posten skal gå til en fra SF.
Han vil dog ikke love noget, før han ved, hvor stærke SF går fra valget.
- Når man lægger sådan en plan for, hvordan man agerer, så er man nødt til at kende valgresultatet inden, man lægger sig helt fast. Det er jo i respekt for vælgernes svar, siger Jørgen Grüner (SF) og fortsætter:
- Men hvis vi får et godt valg, så vil vi pege på os selv. Hvis det ikke kan lykkes, så vil vi godt pege på Troels Brandt.
Han begrunder det med, at de har mange af de samme værdier og tanker om, hvordan man styrer en kommune. Og han vil også hellere pege på den radikale kandidat fremfor den siddende borgmester, som SF ellers tidligere har støttet.
Jørgen Grüner synes nemlig, at kommunen trænger til ny energi og sender samtidig en kritik til borgmester John Dyrby Paulsen:
- Vi ville have svært ved at pege på John Dyrby Paulsen. Man er nødt til at se på, hvordan det har fungeret de sidste fire år. Vi ønsker ikke, at det skal blive ved på den måde.
- Vi har jo masser af værdier tilfælles med Socialdemokraterne, men i den styreform, som borgmesteren har stået for, kan vi ikke genkende det Socialdemokrati, som vi normalt kender.
Siden valget i 2017, hvor John Dyrby Paulsen (S) har siddet i spidsen i byrådet, har der været samarbejdsproblemer internt i rådet.
- Vi kan egentlig godt lide hinanden
John Dyrby Paulsen mener selv, at samarbejdet er blevet bedre. Han sagde sådan her til TV2 ØST i sidste uge:
- Jeg synes stadig, der engang imellem er tendens til, at der er noget gammelt nag, der er der, og det er svært at komme af med. Men jeg håber, at vi stille og roligt kan arbejde os ud af det. Det er ikke mit indtryk, at det får lov til at fylde på den måde.
- Så meget slagsmål og intern riven hovedet af hinanden, har vi faktisk ikke. Vi kan egentligt godt lide hinanden. Jeg synes også, at der er en vis respekt for hinanden.
Men de to kandidater fra SF og Radikale mener altså, at de kan gøre det bedre.
- Det er vi enige om, at det duer simpelthen ikke. Hvis vi skal have samarbejdet til at fungere i den her kommune, så skal vi have nogle processer, som er gennemskuelige og gennemsigtige, hvor vi deler viden, siger Jørgen Grüner (SF).
- Hvis vi fortsætter ad den vej, vi har været på senest, så får vi de samme resultater. Så tænk nyt, kom videre og vælg en ny til spidsen, siger Troels Brandt (R).