Politiet søger vidner efter vild biljagt: - En meget alvorlig sag

En 19-årig mand fra Vig er varetægtsfængslet efter en vild biljagt søndag. Politiet søger nu vidner til den hasarderede kørsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere biler blev påkørt, og Vestmotorvejen blev spærret, da to unge mænd forsøgte at køre fra politiet søndag.

Biljagten endte for flugtbilisterne i et autoværn vest for Sorø efter en manøvre fra flere patruljebiler. Her blev de to mænd anholdt, og føreren af bilen – en 19-årig mand fra Vig – er varetægtsfængslet i sagen.

Nu søger politiet bilister eller andre vidner, som har måttet undvige eller har observeret den 19-åriges farlige kørsel på motorvejen søndag formiddag mellem Roskilde, Taastrup, Ishøj, Køge Bugt Motorvejen og senere på E20 i vestlig retning.

- Det er vigtigt for politiet at tale med vidner, som kan være med til at belyse den 19-åriges farlige kørsel, udtaler Otto Storm Hansen, der er politikommissær i Almen Efterforskning i Roskilde.

Den 19-årige kørte i en sort VW Polo fra 2006 under flugten fra politiet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Presset ud i autoværn

Det var en borger, der gjorde politiet opmærksomme på bilen, som kørte hasarderet ad Holbækmotorvejen ved Gevninge vest for Roskilde. Anmelderen var bekymret, da bilisten havde skabt flere farlige situationer på motorvejen, og der var desuden mistanke om, at bilisten havde ramt andre bilister under sin kørsel.

For at hjælpe politiet med at finde frem til køretøjet valgte anmelderen at følge efter det mistænkte køretøj, som politiet fik kontakt med ved udfletningen til Ballerup. Her viste de deres STOP-skilt, men det havde ikke den ønskede effekt – tværtimod.

quote Vi får samlet nogle køretøjer og får ham presset ud i autoværnet og midterrabatten og bliver også påkørt, så han ikke kan køre videre

Henrik Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi

I stedet for at stoppe satte den 19-årige bilist farten op og fortsatte i sydgående retning af E20. 

Bilisten, der nu var blevet til flugtbilist, forsøgte at køre fra politiet ned ad Køge Bugt Motorvejen, og da en patrulje prøvede at overhale bilen ved Bjæverskov, prøvede bilisten at påkøre patruljebilen forsætligt. Også andre bilister måtte flere gange undvige for at undgå sammenstød.

politiaktion

Efter mere end en halv times biljagt på tværs af Sjælland lykkedes det dog politiet at få standset bilisten ved Slagelse, da to patruljebiler i fællesskab fik klemt flugtkøretøjet.

- Motorvej er noget skidt at lave stop på, men vi får samlet nogle køretøjer og får ham presset ud i autoværnet og midterrabatten og bliver også påkørt, så han ikke kan køre videre, fortalte vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Henrik Olesen, til TV2 ØST søndag eftermiddag.

I alt otte patruljer fra Midt- Vestsjællands, Vestegnens og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi medvirkede til at få bilen bragt til standsning, og motorvejen var helt spærret efter afkørsel 37 Sorø som følge af politiets arbejde.

Var narkopåvirkede

Da bilen var bragt til standsning, anholdte politiet den 19-årige bilist fra Vig samt en 20-årig mandlig passager. De var begge narkopåvirkede, og den 19-årige fører af bilen blev derfor sigtet for narkokørsel. I samme ombæring beslaglagde politiet bilen, da de kan konfiskere biler, der bliver brugt til vanvidsbilisme.

quote - Heldigvis kom ingen noget til, men der er tale om en meget alvorlig sag, og det kunne være gået rigtig galt,

Otto Storm Hansen, politikommissær i Almen Efterforskning

Den 20-årige passager, der kommer fra Holbæk, blev sigtet for at overtræde knivloven, da han er mistænkt for at have smidt en kniv ud ad vinduet på bilen i forbindelse med flugten fra politiet.

Læs også
Motorvej var spærret efter biljagt - to personer anholdt
Læs også
Motorvej var spærret efter biljagt - to personer anholdt

Den 19-årige mand fra Odsherred blev mandag varetægtsfængslet frem til den 26. august, og politiet undersøger nu, hvor mange trafikanter, der er blevet ramt, generet eller har været i fare i forbindelse med den 19-åriges kørsel. Det gælder også trafikanter, som har måtte foretaget undvigemanøvre for at undgå, at blive ramt.

- Heldigvis kom ingen noget til, men der er tale om en meget alvorlig sag, og det kunne være gået rigtig galt, lyder det fra Otto Storm Hansen.

Har man været indblandet i, vidne til eller har oplysninger om den hasarderede kørsel søndag, kan politiet kontaktes på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik