Onsdag hentede Susanne Johansen, der er chef for Pleje og omsorg i Vordingborg Kommune, 106 par beskyttelsesbriller hos optiker Isak S. Jensen i Stege på Møn.
- Netop værnemidler og desinfektion er noget af det vigtigste i denne tid, for at sikre at sundheds- og plejepersonalet ikke bliver smittet, men samtidig også noget der er svært at skaffe på grund af den store efterspørgsel. Så vi er meget taknemlige, siger Susanne Johansen i en pressemeddelelse.
- Coronavirus smitter via slimhinderne, så derfor er det vigtigt at beskytte slimhinder i øjne, næse og mund mod virus ved omgang med smittede, siger hun.
Netop værnemidler og desinfektion er noget af det vigtigste i denne tid, for at sikre at sundheds- og plejepersonalet ikke bliver smittet
Lars Isak Jensen, der ejer Optiker Isak S. Jensen, kom selv på, at han kunne donere beskyttelsesbrillerne til kommunens medarbejdere.
- Jeg sad i aftes og læste om, hvor svært det var at skaffe værnemidler og herunder beskyttelsesbriller. Og da jeg havde 106 par i overskud af dem, jeg til nytår havde indkøbt for at give gratis til mine kunder, så de kunne passe på deres øjne, tænkte jeg, at de ikke bare skulle ligge der men ud at gøre gavn, siger han.
- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi passer på dem, som passer på os, så jeg kontaktede borgmesteren og sagde, at jeg godt ville donere dem.
Borgmester: - Det er ægte samfundssind
Lars Isak Jensen vil opfordre sine optikerkolleger, byggemarkeder og andre, der måtte ligge inde med værnemidler, til at følge hans eksempel.
- I den situation Danmark står i, synes jeg, at vi bør løfte i fælles flok, siger han.
Artiklen fortsætter under opslaget.
Vordingborgs borgmester Mikael Smed glæder sig over donationen.
- Det er fantastisk, at opleve, at en lokal virksomhed selv henvender sig for at bakke op på den måde, som Lars Isak Jensen har gjort. Det er ægte samfundssind, siger han.
- Værnemidler bliver mere og mere nødvendige for sundhedspersonalet i takt med at antallet af smittede i Danmark stiger, siger Mikael Smed.
Har du beskyttelsesbriller eller andre værnemidler liggende, som du vil donere til Vordingborg Kommunes sundheds- og plejepersonale, kan du skrive en mail til [email protected]
I Slagelse samler de svømmebriller ind
I Slagelse har kommunen bedt borgere om at donere deres svømmebriller og andre tætsluttende brilletyper, der kan sikre plejepersonale mod coronasmitte.
Her har Korsør og Slagelse Svømmehal blandt andre doneret alle svømmebriller fra glemmekasserne, og Dagli´Brugsen i Dalmose har doneret 120 nytårsbriller til kommunen.
Øjenværn kan indleveres på Industrivej 9 i Slagelse, hvor der står en kasse, som man kan lægge brillerne i. Kommunen oplyser, at brillerne vil blive vasket og sprittet af, inden de kommer til at indgå i arbejdet.
Der er åbent for indlevering alle dage fra klokken 08.00 til klokken 15.00.